Børn skal læse og lære om klimaet

Billede

Mere end halvdelen af landets 0. og 1. klasser sætter klimaet på skoleskemaet

Hos Ordet Fanger mener vi, at børn har krav på viden om klimaet og løsningerne. De skal læse og lære om klimaforandringerne, så de kan erstatte frygt med handling og viden.

Mængden af viden om klimaet, klimaforandringerne og løsningerne kan være uoverskuelig, og det kan være svært stof at formidle til især de mindre børn. Derfor har vi i samarbejde med Ørsted og WWF Verdensnaturfonden udviklet undervisningsmaterialet "Vores hjem", der formidler klimaviden i børnehøjde og italesætter klimaforandringer med fokus på løsningerne for en grøn og bæredygtig fremtid.

Undervisningsmaterialet "Vores hjem" er med naturvidenskabelige forsøg og illustrative historier legende og involverende for børnene. Det skal gøre børnene klogere på, hvad klimaforandringer egentligt betyder, og at deres egne handlinger også kan have betydning. Det skal gøre det abstrakte mere konkret og give eleverne en oplevelse af, at de kan være med til et gøre en forskel.

Jens Raahauge, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion siger om materialet:

"Børn skal oplyses om det rent faktuelle, men de har også krav på at se, at der er handlemuligheder for dem. Her kommer der et gennemarbejdet materiale, der har den agenda. Materialet har nogle formidable små eksperimenter, der er enkle og overskuelige. Det betyder, at materialet kan få de små poder op af stolene og lære ved hjælp af hænderne, lugtesansen og smagssansen. De sanser sig simpelthen frem til muligheder, årsager og virkninger, og det giver dem handlemuligheder".

Hos Ordet Fanger er vi enormt stolte af materialet og ikke mindst af det tætte samarbejde med både Ørsted og WWF Verdensnaturfonden. Det færdige materiale og den overvældende interesse fra landets lærere er for os en klar cementering af, at der er efterspørgsel efter let tilgængelige materialer om klimaet i landets skoler. Og at det giver rigtig god mening, når kommercielle virksomheder og NGO'er arbejder tæt sammen om  at få viden ud til børnene, så de kan læse og lære om emner, der fylder i både medier, i hjemmene og i hovederne.

Undervisningsmaterialet består bl.a. af Ørsted egen skønne børnebog om klimaet og tilhørende opgavehæfte og lærermanual, der er udviklet i tæt samarbejde med Ole Haubo Christensen fra VIA.

Mere end 60.000 elever i landets Børnehaveklasser og 1. klasser vil nu sætte klimaet på skoleskemaet med "Vores hjem". Materialet er frit tilgængeligt her, hvor der også findes hjælp til forældre til at tale om klimaforandringerne med børnene der hjemme.

 

Skærmbillede 2019-10-08 Kl . 13.24.46